Kategoriarkiv: Uncategorized

Foreningen er nedlagt

På generalforsamling 5. oktober og 26. oktober 2020 blev det besluttet at nedlægge Foreningen Julius. For mere end et år siden lukkede Café Julius og dermed foreningens største aktiv. Siden har der ikke været megen aktivitet i foreningen. På grund af Corona blev den ordinære generalforsamling d. 15. marts udsat. Ved indkaldelsen til ny generalforsamling 26. oktober var der ingen opstillede kandidater til bestyrelsen. Derfor var det eneste forsvarlige at gøre at lukke. På det sidste møde blev afgående formand Ditte Andersen og kasserer Kimmie Philipsen bemyndiget til at stå for afviklingen af foreningen.
Vi takker for de gode år med mange skønne oplevelser især oplevelserne i cafeen og omkring støttearbejdet i Nepal hvor det blev til fem fællesrejser.

Generalforsamling

Velkommen til ordinær generalforsamling i Foreningen Julius mandag den 5. oktober 2020 kl 17.30. Sundholmsvej 8, 2300 København S

Dagsorden

1 Velkomst
2 Valg af dirigent og referent
3 Bestyrelsens beretning
4 Regnskab
5 Indkomne forslag
 – Bestyrelsen stiller forslag til at lukke foreningen.
6 Valg af bestyrelse
 – Ingen fra bestyrelsen genopstiller, og der er heller ingen opstillede kandidater til bestyrelsen.
 – Ditte Andersen træder ud af bestyrelsen efter generalforsamlingen.
7 Eventuelt. 

Generalforsamling 2020

AFLYST

Velkommen til Foreningen Julius’ ordinære generalforsamling søndag d. 15. marts kl. 13.00-14.00 i Café Julius. Der skal godkendes regnskab for 2019 og være valg til bestyrelsen og så skal vi tale om foreningens fremtid. Efter Café Julius’ lukning 10. oktober 2019 er der mange spørgsmål og muligheder: Kommer der igen cafedrift? Hvad med støttearrangementer og udstillinger og Nepal-rejser og projekter?
Dagsorden og regnskab bliver sendt til foreningens medlemmer senest 14 dage før generalforsamlingen. Kom hvis du er nysgerrig eller hvis du vil vise din interesse og opbakning. Generalforsamlingen er åben for alle.

Café Julius lukker

… og vi lukker med en ‘fest’ torsdag d. 10. oktober kl. 17.00-18.30 hvor der serveres oksegryde med ris og salat og dertil vin, øl eller vand. Pris pr. person i dagens anledning inkl. drikkevarer kun 60 kr. og børn under 12 år kun 30 kr.

Desværre har der i lang tid været mangel på lederressourcer og mangel på medarbejdere. Situationen er så alvorlig at det ikke er muligt at forsætte cafeens drift. Derfor har bestyrelsen på sit møde d. 7. oktober taget den beslutning at lukke Café Julius. Sidste åbningsdag bliver torsdag d. 10. oktober hvor der er åbent fra kl. 15.00 til kl. 19.00.

Café Julius har været en succes i sin næsten fem års historie. Cafeen blev etableret som en væsentlig del af Købnerkirkens vision med det formål at bringe mennesker sammen og styrke relationer i tilknytning til kirkens arrangementer og i lokalområdet. Der har ikke manglet gæster og gode oplevelser, men uden ledere og medarbejder kan vi ikke få det til at hænge sammen. Tak til alle der har støttet cafeen og vores hjælpeprojekter. Vi håber at der er andre som kan og vil tage initiativ til at drive café eller anden form for relationsskabende aktivitet i Købnerkirkens gode lokaler til gavn for både kirken og lokalområdet.

Debuterende kunstner

Debuterende kunstner udstiller i Café Julius. Amagerpigen Nadia Sørensen debuterer med sin kunst i Café Julius. Det markeres med en fernisering og reception torsdag d. 22. august kl. 18 i caféen Shetlandsgade 6, 2300 København S.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 190822-fernisering.jpg

Nadia er 27 år og begyndte at tegne som barn og har udforsket mange udtryksformer gennem årene. For tiden arbejder jeg med det nye Alco Ink en slags blanding af Akryl og Akvarel hvor det er svært at styre den kunstneriske proces, men denne maleteknik giver overraskende resultater siger Nadia.

Nadia finder sin inspiration både fra sin familie og fra andre kunstnere – bl.a. de kunstnere der besøger forretningen Panduro i Fields hvor Nadia arbejder. Nadia har ikke fået al sin inspiration fra fremmede, da Nadias forældre er begge meget kreative. Nadias mor driver børnebutikken Klodshans på Amagerbrogade og Nadias far arbejdede som tatovør på Amager før i tiden.

Nadia har solgt en del af sine billeder uden dog at have dem udstillet. Nu har Nadia udvalgt de bedste billeder hun har skabt gennem de seneste tre år, og som hun finder er gode nok til at blive udstillet, og måske solgt ifb. med udstillingen i Café Julius.

Tag med til Nepal

Det er dejligt at være i Nepal!

Kom til INFO møde tirsdag 14. maj kl. 19.00-20.00 i Café Julius. Vi præsenterer planerne for rejsen til Nepal uge 42 og 43 i 2019.  Det bliver Café Julius’ femte fælles rejse, hvor vi besøger de projekter vi støtter. Når du besøger Café Julius så er du med til at støtte mennesker i nød. I Nepal støtter vi udstødte enker og enlige kvinder med børn samt et lille sundhedscenter i landsbyen Dhadagaun.

Læs mere om Café Julius’ fællesrejser her…

Åbningstider

Marts 2019

Søndag 31. marts kl. 12.00-14.00, frokostbuffet

April 2019

  • Tirsdag 2. april kl. 17.00-19.00, frikadeller, sandwich
  • Torsdag 4. april kl. 15.00-19.00, hjemmelavet varm middagsret
  • Søndag 7. april kl. 12.00-14.00
  • Tirsdag 9. april kl. 17.00-19.00
  • Torsdag 11. april kl. 15.00-19.00
  • Søndag 14 april kl. 12.00-14.00

Velkommen i Café Julius søndag, tirsdag og torsdag.
Vi bringer mennesker sammen og støtter mennesker i nød.

Generalforsamling 2019

Velkommen til Foreningen Julius’ ordinære generalforsamling  torsdag d. 21. marts kl. 18.30-19.30 i Café Julius. Det er cafeens fremtid der er på spil. Vi mangler leder og medarbejdere. Der skal fx findes tre nye bestyrelsesmedlemmer for at bestyrelsen kan være fuldtallig. Lige nu arbejdes der på at finde muligheder for at drive cafeen videre, men hvis der ikke 1. april er flere ledere og flere medarbejdere til opgaverne, så vil cafeen lukke. Dagsorden og regnskab er udsendt til Foreningen Julius’ medlemmer 11. marts.
Kom og vis din opbakning. Vær med til give Foreningen Julius de ressourcer som behøves for at arbejdet kan fortsætte og udvikles. Generalforsamlingen er åben for alle.

Dagsorden

1. Velkomst

2. Valg af dirigent og referent

3. Bestyrelsens beretning
  –   Herunder samtale om fremtiden for Café Julius

4. Økonomi
  – Regnskab og status for 2018, se nedenfor
  – Budget for 2019, er ikke udarbejdet.
  – Kontingent for 2019. Bestyrelsen foreslår at kontingentet fastsættes til 100 kr.

5. Indkomne forslag
  – Der er ingen indkomne forslag

6. Valg af bestyrelse
  – På valg er:
    – Jan Kornholt (Modtager ikke genvalg)
    – Jesper Mølgaard (Modtager ikke genvalg)
    Der skal vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer for at bestyrelsen kan være fuldtallig.

7. Eventuelt

Medister

Dagens ret torsdag 28. februar: Medister med stuvet hvidkål

Velkommen i Café Julius der har åbent torsdag 28. februar kl. 15.00 til 19.00. Kom og nyd den hjemmelavede kage og en god kop kaffe. Eller kom (fra kl. 17.00) og spis dagens varme hjemmelavede ret. Medisterpølse med stuvet hvidkål.